Boble (finansiel)
En finansiel boble er, når prisen på aktier eller andre aktiver stiger langt over, hvad indtjeningen kan begrunde, drevet af forventninger og lånte penge.
En finansiel boble opstår, når priserne på et aktiv, fx aktier, boliger eller kryptovaluta, stiger meget hurtigere og højere, end indtjening, lejeindtægter eller andre fundamentale forhold kan forklare. Investorerne køber, fordi de forventer, at prisen stiger yderligere. Når den forventning brister, falder priserne ofte hurtigt og langt.
Sådan virker det
Økonomerne Hyman Minsky og Charles Kindleberger beskrev et typisk forløb:
- En ny historie: en teknologi eller en ændring, fx internettet eller kunstig intelligens, giver en reel grund til optimisme.
- Opsving: priserne stiger, og flere investorer kommer til, ofte med lånte penge.
- Eufori: værdiansættelser, der før virkede urimelige, bliver forklaret med, at “det er anderledes denne gang”.
- Vendepunktet: pengene bliver dyrere, de svageste låntagere må sælge, og stemningen vender.
- Panik: alle vil sælge på én gang, og priserne falder under, hvad fundamenterne kan forklare.
Eksempel
IT-boblen omkring år 2000 er det mest kendte eksempel fra aktiemarkedet. Nasdaq Composite toppede i marts 2000 omkring 5.000 point og faldt til omkring 1.100 point i oktober 2002, et fald på cirka 78 %. Efter et fald på 78 % skal kursen stige omkring 350 %, før du er tilbage, og indekset nåede først toppen igen i 2015. Japans Nikkei toppede i december 1989 på knap 39.000 point og var tilbage på det niveau først i 2024.
Det skal du være opmærksom på
En boble kan kun konstateres med sikkerhed bagefter. Høje værdiansættelser kan holde i årevis, og mange, der har spået et krak, har ramt forkert længe. Jeg har gennemgået, hvad historien siger om, hvornår bobler brister, i Popper AI-boblen nu?, og sammenlignet værdiansættelsen af 12 AI-selskaber i AI-sektoren sammenlignet.
Det, jeg selv holder øje med, er prisen på penge. De store bobler i 1929, 2000 og 2007 brast efter perioder med stigende renter, hvor de svageste låntagere knækkede først. Ejer du en global indeksfond, har du allerede eksponering mod de mest omtalte selskaber, så det er værd at slå op, hvor meget de største positioner fylder.