Kapitel 1 af 8
En obligation er et lån, du giver
Når du køber en obligation, låner du penge ud. Her låner vi 1.000 kr. til staten. Til gengæld får vi et gældsbevis med tre ting på: hvor meget staten skylder os (1.000 kr.), hvilken rente vi får hvert år (3 %, kaldet kuponen), og hvornår vi får pengene tilbage (om 10 år).
Kapitel 2 af 8
Renten kommer som faste udbetalinger
3 % af 1.000 kr. er 30 kr. Dem får vi hvert år i 10 år. Det sidste år får vi også de 1.000 kr. tilbage. I alt 1.300 kr. for et lån på 1.000 kr.
Det er obligationens styrke: du ved på forhånd, hvad du får, så længe staten betaler som lovet.
Kapitel 3 af 8
Så stiger renten i markedet
Kort efter vi har købt, stiger renten i markedet til 5 %. Et nyt gældsbevis på 1.000 kr. betaler nu 50 kr. om året. Vores betaler stadig 30 kr., for kuponen står på beviset og ændrer sig ikke.
Vil vi sælge vores obligation, bliver spørgsmålet: hvem vil betale 1.000 kr. for 30 kr. om året, når man kan få 50 kr. for samme beløb?
Kapitel 4 af 8
Rente op, kurs ned
Ingen. Derfor falder prisen på vores obligation, indtil den er en lige så god handel som en ny. Prisen kaldes kursen og angives pr. 100 kr. Når markedsrenten går fra 3 % til 5 %, falder kursen fra 100 til ca. 84,6 (regneeksempel med 10 år til udløb).
Det virker som en vippe. Stiger renten, falder kursen. Falder renten, stiger kursen. Det gælder for alle obligationer med fast rente.
Kapitel 5 af 8
Køberen får alligevel 5 %
Sælger vi til kurs 84,6, betaler køberen ca. 846 kr. og får de samme 30 kr. om året og 1.000 kr. ved udløb, i alt 1.300 kr. Fordi køberen betaler mindre end 1.000 kr., bliver afkastet højere. Regnet om til en årlig rente giver det 5 %, det samme som en ny obligation. Den rente kaldes den effektive rente.
Vi selv har tabt ca. 154 kr. på papiret. Beholder vi obligationen til udløb, får vi stadig vores 1.300 kr. Tabet bliver kun til virkelighed, hvis vi sælger.
Kapitel 6 af 8
Jo længere tid til udløb, jo større udsving
Hvor meget kursen falder, afhænger af, hvor lang tid der er til udløb. Med 2 år tilbage falder kursen kun til ca. 96,3, når renten går fra 3 % til 5 %. Med 10 år tilbage falder den til ca. 84,6. Den lange obligation låser os fast i den lave rente i længere tid, og det koster mere.
Følsomheden hedder varighed. En tommelfingerregel er, at kursen falder med ca. varigheden gange rentestigningen.
Kapitel 7 af 8
Hvem bestemmer renten?
Centralbankerne bestemmer den korte rente. Federal Reserve har sin styringsrente på 3,75-4,00 %, og Nationalbankens foliorente er 2,10 %. Den lange rente sætter markedet selv, ud fra hvad investorerne venter af inflation og fremtidige styringsrenter. Den 8. oktober lå den 10-årige amerikanske rente på 5,22 %.
Stiger inflationen, kræver investorerne mere i rente for at låne penge ud i mange år. Derfor kan den lange rente stige mere end styringsrenten. Det har jeg skrevet om i Renten er tilbage.
Kapitel 8 af 8
Dit boliglån er også en obligation
I Danmark finansierer realkreditinstituttet dit lån ved at sælge obligationer til investorer. Har du et fastforrentet lån, svarer din gæld til et bestemt antal obligationer. Derfor gælder vippen også for dig.
Regneeksempel: du har 2 mio. kr. i restgæld på et fastforrentet lån. Stiger renten, så kursen falder til 85, kan du indfri lånet ved at købe obligationerne for ca. 1,7 mio. kr. Gælden bliver ca. 300.000 kr. mindre. Til gengæld får et nyt lån en højere rente, og der er kurtage og gebyrer. Det kaldes at omlægge op, og du kan regne på det i omlægningsberegneren.
Falder renten i stedet, kan kursen ikke stige ret meget over 100. Et konverterbart lån, som de fleste fastforrentede lån er, kan nemlig indfris til kurs 100.