← OrdbogAnalyse og strategi

DCF-model

På engelsk: Discounted cash flow model

Kort sagt

En DCF-model værdiansætter et selskab ved at tilbagediskontere de forventede fremtidige frie cash flows til en nutidsværdi.

En DCF-model (discounted cash flow) værdiansætter et selskab ud fra de penge, det forventes at tjene i fremtiden. Man skønner de frie cash flows år for år, tilbagediskonterer dem til i dag med en diskonteringsrente, typisk WACC, og lægger dem sammen. Tanken er, at en krone om ti år er mindre værd end en krone i dag.

Sådan regner du det ud

Modellen har to dele: en prognoseperiode, typisk 5-10 år, og en terminalværdi for årene derefter.

Nutidsværdi af et års cash flow = FCF ÷ (1 + r)^år

Terminalværdi = FCF i første år efter prognosen ÷ (r - g)

Her er r diskonteringsrenten og g den langsigtede vækst. Terminalværdien skal også tilbagediskonteres. Summen er virksomhedsværdien (enterprise value). Trækker du nettogælden fra og dividerer med antallet af aktier, får du en værdi pr. aktie.

Eksempel

Regneeksempel for et opdigtet selskab A med 100 mio. aktier, nettogæld på 293 mio. kr. og en WACC på 8 %:

  • Frit cash flow år 1-5: 100, 110, 120, 130 og 140 mio. kr. Nutidsværdien er 473 mio. kr. tilsammen.
  • Efter år 5 vokser cash flowet 2 % om året. Terminalværdien er 140 × 1,02 ÷ (0,08 - 0,02) = 2.380 mio. kr., som i nutidsværdi er 1.620 mio. kr.
  • Virksomhedsværdi: 473 + 1.620 = 2.093 mio. kr. Minus nettogæld: 1.800 mio. kr. Pr. aktie: 18 kr.

Hæver du WACC fra 8 % til 9 %, falder værdien til cirka 14,90 kr. pr. aktie. Ét procentpoint i renten flytter altså værdien med omkring 17 %.

Det skal du være opmærksom på

I eksemplet kommer 77 % af værdien fra terminalværdien, og det er ret typisk. Det betyder, at resultatet mest afhænger af to tal, du selv har valgt: diskonteringsrenten og den langsigtede vækst. Jeg bruger derfor aldrig én værdi. Jeg regner et forsigtigt, et neutralt og et optimistisk scenarie og ser, hvilke antagelser kursen i dag forudsætter. Hvis markedet kun giver mening med 15 % årlig vækst i ti år, ved jeg, hvad der skal gå godt. Brug frit cash flow fra regnskabet som udgangspunkt, og se også WACC.

Relaterede begreber