Årsrapport
På engelsk: Annual report
Årsrapporten er selskabets officielle regnskab for et år med ledelsesberetning, resultatopgørelse, balance, noter og revisorens påtegning.
Årsrapporten er selskabets officielle regnskab for et regnskabsår. Den indeholder ledelsens beskrivelse af året, selve regnskabet med noter og revisorens påtegning. For en investor er det her, de detaljerede tal står, og hvor ledelsen skal forklare, hvordan året er gået.
Sådan virker det
En årsrapport fra et børsnoteret selskab indeholder typisk:
- Ledelsesberetning: ledelsens gennemgang af året, strategi, risici og forventninger til det kommende år (guidance).
- Resultatopgørelse: indtægter, omkostninger og årets resultat.
- Balance: aktiver, gæld og egenkapital ved årets udgang.
- Egenkapitalopgørelse: hvordan egenkapitalen har ændret sig, fx med overskud, udbytte og aktietilbagekøb.
- Pengestrømsopgørelse: hvor kontanterne er kommet fra og gået hen.
- Noter: detaljerne bag tallene og den anvendte regnskabspraksis.
- Ledelsespåtegning og revisionspåtegning: ledelsens erklæring og revisorens konklusion.
Børsnoterede selskaber i EU aflægger regnskab efter IFRS og skal offentliggøre årsrapporten senest fire måneder efter regnskabsårets udløb. De fleste danske selskaber følger kalenderåret og offentliggør i februar eller marts. Ikke-børsnoterede danske selskaber følger årsregnskabsloven, og deres årsrapporter kan hentes gratis i CVR-registeret på virk.dk.
Eksempel
Et regneeksempel på, hvordan jeg bruger tallene: Står der i ledelsesberetningen, at omsætningen voksede 8 %, men noterne viser, at 6 procentpoint kom fra et opkøb, var den organiske vækst kun 2 %. Den slags finder du sjældent i pressemeddelelsen, men det står i årsrapporten.
Sådan bruger jeg det
Jeg læser ikke en årsrapport fra ende til anden. Jeg starter med ledelsesberetningen og hoveddelen af regnskabet og går derefter til de noter, der forklarer de største poster: omsætning fordelt på segmenter og geografi, særlige poster, gæld og goodwill. Revisionspåtegningen tjekker jeg altid. Har revisor taget forbehold eller tilføjet en supplerende oplysning om fortsat drift, læser jeg resten med større skepsis.
Jeg sammenligner også med sidste års rapport, især risikoafsnittet og regnskabspraksis. Ændringer i praksis kan flytte resultatet uden at ændre driften. Datoerne for de kommende regnskaber fra danske selskaber kan du se i regnskabskalenderen.