Stagflation
Stagflation er, når høj inflation falder sammen med lav eller negativ økonomisk vækst og stigende arbejdsløshed.
Stagflation er en situation, hvor priserne stiger hurtigt, samtidig med at økonomien står stille eller skrumper, og arbejdsløsheden stiger. Ordet er sat sammen af stagnation og inflation. Det kendte eksempel er 1970’erne, hvor oliekriserne sendte energipriserne op og væksten ned i store dele af den vestlige verden.
Sådan virker det
Normalt følges høj inflation med en økonomi, der kører for hurtigt. Så kan centralbanken hæve renten og bremse. Ved stagflation kommer inflationen typisk fra udbudssiden, fx dyrere energi eller råvarer, mens efterspørgslen er svag. Det giver centralbanken et dilemma: hæver den styringsrenten for at bekæmpe inflationen, presser den væksten endnu mere ned. Sænker den renten for at hjælpe væksten, risikerer den, at inflationen bider sig fast.
Eksempel
Regneeksempel: Inflationen er 7 %, og BNP vokser 0 %. Din opsparing står på en konto med 2 % i rente. Efter et år har du 2 % flere kroner, men de kan købe ca. 4,7 % mindre end før (1,02 / 1,07 = 0,953). Dit realafkast er negativt, selvom du har fået renter.
Det skal du være opmærksom på
Stagflation er svær for både aktier og obligationer på samme tid. Selskabernes omkostninger stiger, mens kunderne holder igen, og de stigende renter trækker obligationskurserne ned. Derfor kan den klassiske blanding af aktier og obligationer svinge mere end normalt.
Om stagflation kommer, kan jeg ikke forudsige. Det, jeg kan tjekke, er, om mine selskaber kan sætte priserne op uden at miste kunder, for det er dem, der klarer sig bedst, når omkostningerne stiger. Mere om det i inflation og din portefølje.