Vækst til fornuftig pris er en filosofi, mange privatinvestorer ender med i praksis, også uden at kalde den noget. Man vil gerne eje selskaber, der vokser, men man har det dårligt med at betale 60 gange indtjeningen. Metoden giver det et tal.
PEG ratio: prisen målt mod væksten
Kernen er PEG ratio: P/E-tallet delt med den forventede årlige vækst i indtjeningen. En aktie med en P/E på 20 og en vækst på 20 % har en PEG på 1. Den samme P/E med en vækst på 10 % giver en PEG på 2.
Peter Lynch skrev i One Up on Wall Street, at P/E-tallet for et selskab, der er fair prissat, vil svare til dets vækstrate. Det er den sætning, metoden hviler på. I portrættet af Lynch er der en beregner, hvor du kan prøve med dine egne tal.
Mellem value-aktier og vækstaktier
På filosofikortet ligger GARP mellem value investing, der køber det billige, og den rene vækstinvestering, der køber det, der vokser hurtigst. Fra værdiinvesteringen låner den kravet om, at prisen skal give mening. Fra vækstinvesteringen låner den troen på, at væksten er det, der skaber værdi over tid.
Hvor det går galt
Det svage led er vækstskønnet. Hvis du regner med 20 % vækst, og selskabet leverer 8 %, var aktien aldrig billig. Og når væksten bremser, rammes du dobbelt: indtjeningen vokser mindre, og markedet vil betale en lavere P/E for den.
Lynch løste det ved at sætte hver aktie i en kategori og kun bruge PEG, hvor det passer. Derfor synes jeg, PEG fungerer bedst som et filter: det fjerner de aktier, hvor prisen er løbet fra væksten, men det fortæller ikke, hvilke af de resterende du skal købe.