“Sprede sine æg i flere kurve” er nok den mest udbredte investeringsvisdom, der findes. Men hvor mange kurve er faktisk nok? Svaret har ændret sig markant, siden den første forskning på området blev lavet.
Hvad diversificering egentlig fjerner
Risikoen ved at eje aktier består af to slags. Den ene, systematisk risiko (eller markedsrisiko), rammer stort set alle aktier på samme tid, en finanskrise eller en global recession sænker det meste, uanset hvor spredt din portefølje er. Den kan du ikke diversificere dig ud af.
Den anden, usystematisk eller selskabsspecifik risiko, er unik for det enkelte selskab: en fyret direktør, et mislykket produkt, en enkelt fabriksbrand. Den kan du reducere markant ved at eje flere, ukorrelerede selskaber i stedet for kun ét eller få. Det er den type risiko, som al forskningen om “hvor mange aktier er nok” handler om at fjerne mest muligt af.
Forskningen har flyttet sig markant
I 1968 undersøgte John Evans og Stephen Archer, hvor mange tilfældigt udvalgte aktier der skulle til, før yderligere spredning ikke gav nogen mærkbar effekt, og landede på omkring 8 aktier som et rimeligt praktisk loft. Det tal er siden blevet en af de mest citerede tommelfingerregler i hele investeringsverdenen.
Nyere forskning har imidlertid gjort op med den regel. I 1987 fandt Meir Statman, at en reelt veldiversificeret portefølje skulle indeholde mindst 30-40 aktier, afhængigt af om investoren også lånte penge til at investere for. Og i 2001 dokumenterede Campbell, Lettau, Malkiel og Xu i Journal of Finance, at den enkelte akties kursudsving (den selskabsspecifikke volatilitet) er steget markant siden 1960’erne, hvilket i praksis betyder, at det kræver flere aktier i dag at opnå den samme risikoreduktion, som færre aktier gav dengang.
Konklusionen fra den nyeste forskning: for at fjerne omkring 95 % af den selskabsspecifikke risiko krævede det i de tidlige perioder 15-20 tilfældigt udvalgte aktier. I perioden 1986-1997 var tallet vokset til 40-50 aktier for at opnå samme effekt. Det er ikke fordi diversificering virker anderledes i dag, det er fordi de enkelte aktier i sig selv svinger mere, end de gjorde tidligere.
Antallet er kun halvdelen af historien
Et rent antal aktier fanger ikke én vigtig pointe: 40 tilfældigt udvalgte aktier på tværs af sektorer og lande er noget helt andet end 40 amerikanske teknologiaktier. Er dine aktier stærkt korrelerede, fordi de reagerer på de samme nyheder og de samme markedsforhold, får du langt mindre reel risikospredning, end antallet i sig selv antyder. Det er samme underliggende pointe, som Fama-French-modellen bygger videre på: to porteføljer kan se ens ud på antal aktier, men have vidt forskellig risikoprofil, afhængigt af hvilke selskaber de reelt består af.
Genvejen: en bred ETF gør det for dig
At selv skulle finde, købe og holde styr på 40-50 ukorrelerede aktier er en stor opgave for en hobbyinvestor. Det er præcis det, en bred, global ETF løser i én enkelt position: en fond, der følger fx MSCI World, giver dig eksponering til over tusind selskaber på tværs af 23 lande i én køb. Du kan læse mere om, hvordan en ETF fungerer, og se konkrete eksempler på brede ETF’er, der allerede er verificeret mod Skats positivliste.
Hjemmebias: tjek din egen portefølje
Der findes et veldokumenteret, globalt fænomen kaldet hjemmebias: investorer har en systematisk tendens til at overvægte deres eget hjemmemarked i porteføljen, langt ud over hjemmemarkedets reelle andel af den samlede globale aktieværdi. Det gælder ikke kun danske investorer, det er observeret hos investorer i stort set alle lande, der er undersøgt. Har du en portefølje, hvor størstedelen af dine enkeltaktier er danske selskaber, er det værd at spørge dig selv, om det er et bevidst valg, eller bare et resultat af, at de danske aktier er dem, du kender bedst.
Dette er trin 7 i den samlede guide til at opbygge en ETF-portefølje, hvis du vil se, hvordan diversificering hænger sammen med resten af beslutningerne.