Volkswagen har indgået en aftale med den israelske investeringsvirksomhed Aurelius Capital og delstaten Niedersachsen om at sælge fabrikken i Osnabrück, som fremover skal udvikles til et kompetencecenter for sikkerheds- og forsvarsløsninger. Aurelius bliver majoritetsejer sammen med delstaten, og det første konkrete projekt bliver et samarbejde med det israelske forsvarsselskab Rafael Advanced Defense Systems, kendt for Iron Dome-luftforsvarssystemet, om komponenter til luftforsvar til det tyske og europæiske marked.
Hvad der er aftalt
Fabrikken i Osnabrück, et 125 år gammelt anlæg, har siden i sommer stået til at miste sin bilproduktion, uden at der forelå en klar plan for, hvad der skulle ske med stedet bagefter. Den nye aftale løser det spørgsmål ved at sælge selskabet Volkswagen Osnabrück GmbH til Aurelius Capital og delstaten Niedersachsen, som i fællesskab skal bygge stedet om til forsvarsproduktion. Koncernchef Oliver Blume kalder aftalen “et vigtigt skridt til at åbne en industriel fremtid for lokaliteten.” Ifølge Volkswagens egen pressemeddelelse giver løsningen over 1.200 medarbejdere fremtidsudsigter, mens fabrikkens medarbejderrepræsentation separat har oplyst, at omkring 1.400 ud af de nuværende 1.800 stillinger er sikret — en forskel, der antyder, at ikke alle på anlægget er dækket af aftalen.
Den interessante detalje: hvorfor Volkswagen selv ikke bare gør det
Det bemærkelsesværdige ved konstruktionen er, at Volkswagen ikke selv indgår som forsvarspartner med Rafael — det gør Aurelius og delstaten i stedet, efter at Volkswagen har solgt fra. Ifølge Bloomberg er det ikke tilfældigt: Qatars statslige investeringsfond ejer omkring 17 % af Volkswagens stemmerettigheder og har to pladser i bestyrelsen, og et direkte samarbejde mellem Volkswagen og et israelsk forsvarsselskab ville efter alt at dømme være stødt på modstand her. Ved at sælge fabrikken fra, inden forsvarssamarbejdet indgås, undgår Volkswagen den konflikt. Det er et konkret eksempel på, at selskabets ejerkreds i praksis sætter grænser for, hvilke strategiske veje Volkswagen kan gå ned ad — noget, der er værd at holde øje med, efterhånden som koncernen leder efter flere måder at omstille sig på i kølvandet på den store 100.000-fyringsplan fra tidligere i september.
Min vurdering: en fornuftig, men lille løsning
Aktien reagerede stort set uændret, ned omkring 0,2 % på Xetra samme dag, hvilket virker som en rimelig reaktion. Ét enkelt anlæg med under 2.000 ansatte er småt i forhold til en koncern med flere hundrede tusinde medarbejdere globalt, og selve aftalen ændrer ikke noget grundlæggende ved Volkswagens indtjening på kort sigt. Det er ikke desto mindre en god historie for de medarbejdere, der får en løsning, og den viser, at koncernen er villig til at tænke kreativt frem for blot at lukke anlæg helt ned, når bilproduktionen ikke længere er rentabel dér. Den reelle værdi for en investor ligger mindre i selve Osnabrück-aftalen og mere i det, den afslører om Volkswagens handlerum: så længe Qatars fond sidder tungt med i bestyrelsen, skal man ikke forvente, at Volkswagen selv bevæger sig direkte ind i forsvarsindustrien, uanset hvor attraktiv den sektor måtte se ud midt i Europas oprustning.
Hvad det betyder for dig som langsigtet investor
Osnabrück-aftalen ændrer ikke den grundlæggende investeringscase for Volkswagen, som stadig handler om, hvorvidt den varslede omstrukturering på 100.000 stillinger reelt genopretter marginerne over de kommende år. Men den er et nyttigt datapunkt om, hvor kreativ ledelsen er villig til at være for at finde løsninger på enkeltanlæg under pres, og om de reelle begrænsninger, som en fragmenteret, indflydelsesrig ejerkreds lægger på selskabets strategiske muligheder fremadrettet.